Sådan taler vi om vægt og vejning

Vi taler om den sunde krop og om sunde vaner, fremfor at tale om undervægt, vægt, overvægt og svær overvægt. Og vi har fokus på barnet og den unges generelle trivsel – både fysisk og mentalt.

Den omsorgsfulde vejning

Det er en individuel vurdering, hvordan et barn eller en ung vejes på en passende og omsorgsfuld måde. Og det afhænger af situationen og det menneske, der træder ind ad døren. Vi bruger altid god tid på at vurdere den enkeltes behov og afklare de spørgsmål, som barnet, den unge eller forældrene kan have.

Vejningen er blot ét blandt flere elementer i samtalen, og vægten får ikke større fokus end fx spørgsmål om trivsel. Når målet er, at barnet eller den unge skal opnå en sundere vægt, er der hovedsageligt fokus på udviklingen, fremfor øjebliksbilledet ved vejningen. Derfor taler vi også om en sund vægt fremfor en høj vægt, lav vægt, undervægt og overvægt. 

Vi vejer på en vægt, hvor fordelingen af muskler, fedt, knogler og væske kan måles. Kropssammensætningen er oftere i fokus end selve vægten, og i vurderingen af, om en vægt er sund, indgår også, hvordan barnet eller den unge bevæger sig, og hvad de spiser.

Formidling af resultater

Det afhænger af den enkelte om barnet eller den unge skal se, hvad de vejer. For de fleste mindre børn leger vi vejningen ind i undersøgelsen, og de vil derfor ikke nødvendigvis være interesserede i resultatet af målingen. Omvendt ’skjuler’ vi ikke resultatet af vejningen, hvis et barn er nysgerrigt og gerne vil se resultatet. For så kan det kan være med til at give vejningen en særstatus som noget vigtigt og tabubelagt, og det må det ikke blive.

De lidt ældre børn og unge vil ofte interessere sig for resultatet af vejningen, og de får hjælp til at nuancere vægten – blandt andet ved at vi fokuserer på muskelmasse og spørger til, om barnet eller den unge fx cykler til skole og generelt er aktivt. Resultatet af vejningen sætter vi ofte også ind i BMI-kurver, som vi taler ud fra. Vi fokuserer på det, der sundhedspædagogisk kan give det mest nuancerede og korrekte blik på resultatet af vejningen. 

Når barnet bekymrer sig om vejning

Fornemmer vi, at vejesituationen ikke er rar for et barn eller en ung, kan reaktionen være et tegn på, at der er noget på spil i relation til barnets eller den unges forhold til sin egen krop. Her bruger vi vejesituationen som indgang til en samtale om barnets eventuelle kropsutilfredshed. Giver samtalen anledning til bekymring om, hvorvidt vejning kan bidrage negativt til barnets eller den unges forhold til deres krop, undlader vi vejningen i en periode og tager hånd om barnets trivsel i relation til egen krop. 

Inddragelse af børn og unge

Børnene og de unge deltager i udgangspunktet i samtalen om resultatet af undersøgelsen og de ændringer, der skal ske. Vi støtter jer som familie og har stort fokus på, at alle i familien skal have sunde vaner, så barnet eller den unge ikke føler sig udskilt og anderledes i familien. Her har vi stort fokus på en passende ansvarsfordeling i relation til barnet eller den unges alder og modenhed. 

Vi opfordrer til, at I ikke vejer jeres barn eller den unge hjemme, men venter til næste aftale i Center for Børn og Unges Sundhed.