Sund digital trivsel - 5.-9. klasse

Er du lærer i Københavns Kommune, kan du booke et gratis forløb for elever og forældre i 5.-9. klasse. Forløbet ’Sund digital trivsel’ består af oplæg og øvelser for både elever og deres forældre.

Forløbet Sund digital trivsel har til formål at give elever og forældre redskaber og handlekompetencer, så de sammen kan skabe balance i deres digitale og ikke-digitale liv og etablere sunde digitale vaner i en tidlig alder.

I forløbet er der blandt andet fokus på balancen mellem brug af skærm og aktiviteter uden skærm, digitale fællesskaber, gaming, og hvordan skærm, søvn og fysisk aktivitet har indvirkning på vores trivsel.

Et forløb består af: 

  • Et klassemøde med eleverne. Varighed 1½ time. På klassemødet fokuseres især på refleksion over egen digital adfærd, fællesskaber, kommunikation, søvn og fysisk aktivitet. Oplægget består af en blanding af fælles dialog, opgaver og øvelser.
  • Et fællesmøde med elever og forældre. Varighed 2 timer. På fællesmødet faciliteres fælles drøftelser blandt elever og forældre om digitale vaner, sundhed, trivsel og fællesskaber. Der fokuseres blandt andet på kommunikation, brug af sociale medier og på, hvordan vi alle påvirkes af skærmene omkring os. 

Undervejs i mødet deles elever og forældre op. Ønsket er at give forældrene mulighed for at tale med hinanden om muligheder og faldgruber i deres børns digitale liv. Desuden drøftes hvordan de som forældre kan støtte op om klassens fællesskaber. 

Som forælder kan man være usikker på hvordan man skal forholde sig til sit barns digitale liv, og hvor meget man skal blande sig. I dialog med de andre forældre og eleverne fra klassen drøftes dilemmaer og udfordringer, hvilket øger muligheden for en fælles forståelse og gør alle klogere på de overvejelser, der er i forbindelse med brug af skærm.  

Oplæggene finder sted på skolen og holdes af en ungeguide og en medarbejder fra Center for Børn og Unges Sundhed. 

Tidspunktet for afholdelse af begge møder aftales med klassens lærer. Forældremødet kan afholdes i forbindelse med klassens andre forældremøder.

Forløbet tilbydes også for 0. - 4. klasser.